Når du bruger indhold, som er produceret af andre i undervisningsøjemed, er det vigtigt at kende til reglerne for, hvad der må vises. Film, serier, tv, billeder, tekst og musik er ophavsretligt beskyttet, og derfor skal den skole, som du er ansat på, have en aftale med rettighedshaverne for at bruge indholdet i undervisningen. Du må nemlig ikke bare bruge dit private abonnement til at vise film, musik eller artikler i klasserummet.

På denne side kan du finde de muligheder, der er for lovlig fremvisning af film, tekst og andet audiovisuelt indhold, som du som lærer har adgang til og kan bruge i din undervisning.

Foto: Drazen

Find indhold til undervisningen, der ikke krænker ophavsretten

På denne side kan du danne dig et overblik over, hvordan du kan vise lovligt indhold. Hvilke tjenester og platforme din skole har adgang til, afhænger af skolens aftaler med rettighedshaverne. Er du i tvivl om, hvilke aftaler I har på din skole, kan du spørge den, som er ansvarlig for aftalerne.


FILM, SERIER & TV

Tekst


Musik

Billeder

Online-indhold, tv-klip og spillefilm kan være gode redskaber i undervisningen. For at du kan streame film, serier og TV i klassen skal din skole have en aftale med rettighedshaverne.

Husk, at det altid er godt at dobbelttjekke, om den specifikke film, du vil vise i undervisningen, er dækket af de aftaler, som din skole har indgået, så du holder dig inden for lovens rammer. En tommelfingerregel er, at du ikke må vise indhold fra streamingtjenester på privatabonnement. Det gælder blandt andet Netflix, Viaplay, HBO, TV2 Play og lignende tjenester. Ønsker du at bruge  film i undervisningen, så læs mere herunder.

Hvad må jeg streame?

Hvis din skole har en TVIS-aftale, har du til brug for undervisningen mulighed for at streame:

  • P.t. mere end 50.000 TV-udsendelser fra den fælles digitale læremiddelplatform, mitCFU*
  • DR’s undervisningsunivers (DR/Skole og DR/Studie).
  • DRTV (dog ikke spillefilm, som har været vist i biografen).
  • Audiovisuelt, lovligt indhold fra internettet – fx YouTube.
  • Indhold på Filmcentralen.dk/grundskolen og Filmcentralen.dk/gymnasiet**.
  • TV2 regionskanaler.
  • Reklame-, kort- og dokumentarfilm i undervisningen – fra mitCFU* eller Filmcentralen**.

Hvis din skole har en Spillefilmsaftale har du til brug for undervisningen mulighed for at:

  • Streame op til omkring p.t. 1.000 spillefilm – både danske og udenlandske til brug i undervisningen fra den fælles digitale læremiddelplatform, mitCFU*.
  • Streame spillefilm inden for forskellige fag, sprog, genrer, temaer og klassetrin i mitCFU*.
  • Bruge CFU’s fagmateriale og pædagogiske vejledninger til spillefilmene til inspiration for, hvordan bestemte film kan bruges  undervisning, så du nemt kan integrere film som en aktiv del af elevernes læring.
  •  Udlån til elever/studerende – også kaldet digitale lektier – som del af fx opgaver eller gruppearbejde og herigennem give eleverne  styrkede muligheder for fordybelse.

*Bemærk at det kræver et CFU Film- og tv-abonnement at få adgang til materialet på mitCFU.
**Bemærk at det kræver et abonnement hos Filmcentralen at få adgang til materialet på filmcentralen.dk.

Hvad må jeg ikke streame?

Hverken TVIS-aftalen eller Spillefilmsaftalen giver mulighed for at vise:

  • Indhold fra hjemmesider, der er til privatbrug, fx  Filmstriben.
  • Indhold fra streamingtjenester på privatabonnement fx  Amazon Prime, Netflix, Viaplay, HBO, TV2 Play og lignende tjenester.
  • Lånte eller lejede spillefilm fra detailhandlen eller fra biblioteket.

TVIS-aftalen

Med TVIS-aftalen (TV, Internet og Streaming) fra Copydan AVU-medier kan jeres skole bruge tv, streaming, radio, klip fra internettet og forskellige kort- og dokumentarfilm i undervisningen.

TVIS-aftalen sikrer en korrekt juridisk håndtering af rettighederne i forhold til de kreative kræfter, der har skabt tv- og onlineindholdet. Det betyder, at du som  underviser kan være tryg ved, at håndteringen af rettighederne i aftalerne sker efter gældende ret, når du fx anvender tv og kort- og dokumentarfilm  og meget mere i undervisningen. Med TVIS-aftalen og et CFU Film- og tv-abonnement har du blandt andet mulighed for at streame flere end pt. 50.000 udvalgte tv-programmer fra Center for Undervisningsmidlers læremiddelplatform mitCFU.

Læs mere om alle mulighederne med TVIS-aftalen her.

Hvis du har spørgsmål til TVIS-aftalen så kontakt Copydan AVU-medier på  39 14 15 03 eller [email protected].

Spillefilmsaftalen

Spillefilmsaftalen fra Copydan AVU-medier er en aftale, der sikrer, at jeres skole forholder sig juridisk korrekt i forhold til de rettigheder, der er på spillefilm for alle dem, der står bag det kreative indhold. Med Spillefilmsaftalen og et CFU Film- og tv-abonnement får du som underviser mulighed for at streame pt. flere end 1000 spillefilm – både danske og udenlandske – fra Center for Undervisningsmidlers læremiddelplatform, mitCFU.

Læs mere om alle mulighederne med Spillefilmsaftalen her.

Hvis du har spørgsmål til TVIS-aftalen så kontakt Copydan AVU-medier på  39 14 15 03 eller [email protected].

Som lærer eller underviser er du dækket af din skoles kopiaftale med Tekst & Node, når du skal kopiere andres tekster og noder i forbindelse med din undervisning. Bliv klogere på aftalens rammer og muligheder her.

Hvad må jeg kopiere?

Din skoles kopiaftale betyder, at du må kopiere på alle måder fra alle materialer – både bøger, noder, sangtekster, tidsskrifter, hjemmesider og aviser.

Du må fx:

  • fotokopiere fra bøger, digtsamlinger, tidsskrifter, aviser, noder, sangtekster mv.
  • printe indhold fra internettet – hjemmesider er også beskyttet af ophavsret, ligesom bøger og aviser.
  • bruge tekstindhold på digitale præsentationsværktøjer, i PowerPoints og på interaktive tavler og projektorer.
  • gemme og uploade materiale, som du har downloadet, copy-pastet eller indskannet på din skoles passwordsbeskyttede drev eller intranet.

Aftalen gælder også for dine elever, hvis de kopierer materiale i relation til undervisningen.

Hvor meget må jeg kopiere?

20/20-reglen: Så meget må du kopiere

Tekst & Nodes kopiaftale giver dig lov til at bruge uddrag af tekster og noder – ikke hele værker.

Du må kopiere max. 20 % og højst 20 % af et materiale pr. elev i et undervisningsår. Det betyder, at en elev kun må få udleveret kopier, som svarer til 20 % af et værk i løbet af et undervisningsår. Dog aldrig mere end 20 sider af samme værk.

Du må altid kopiere mindst 4 sider
Sidereglen overtrumfer altid procentreglen. Du kan således aldrig kopiere mere end 20 sider fra et materiale, men står du med et lille hæfte eller udgivelse med fx sange eller digte, findes der en undtagelse til 20 % – reglen. Du må nemlig altid kopiere mindst 4 sider uanset materialets samlede længde. Hvis du fx vil kopiere en tekst fra et hæfte på 6 sider, må du altså gerne kopiere 4 sider, selvom det overskrider 20 % af det samlede sidetal.

Du kan downloade en kopiplakat til dig og dine kollegaer her.

Hvordan må jeg dele mine kopier med mine elever?

Du kan dele kopierne med dine elever på flere måder:

  • som handouts i klassen.
  • digitalt på iPads, Smartboards, Teams, Zoom og lign.
  • digitalt på skolens passwordbeskyttede platforme som AULA, intranet, Lectio, OneNote, Dropbox og lign.
  • digitalt på skolens læringsplatform – f.eks. MinUddannelse eller Meebook.

Det er ikke muligt at dele kopierne:

  • med andre end din egen undervisningsinstitutions lærere, undervisere og elever.
  • i publikationer, via e-mail eller på hjemmesider og sociale medier – heller ikke i lukkede grupper og faggrupper.

Må jeg kopiere fra materiale, jeg har adgang til via andre licensaftaler og abonnementer?

Det er udgiverne og udbyderne bag et materiale, som selv fastsætter vilkårene for kopiering. Så har du brug for at kopiere fra fx netaviser, i-bøger, digitale læremidler og læringsportaler, så skal du tjekke deres licensbetingelser først.

Er der ikke taget stilling til kopiering i betingelserne, så kan du altid kopiere efter vores aftale.

Må jeg bruge kopier og uddrag af tekster og node i AI-værktøjer – fx ChatGPT?

Kopiaftalen dækker ikke brug af kopier eller uddrag af tekster og noder i AI-værktøjer. Det er altså ikke muligt at kopiere, indsætte eller uploade tekster og noder til tjenester som fx ChatGPT, CoPilot eller lignende – hverken når du prompter eller bygger din egen chatbot. Vi dækker ikke denne brug, heller ikke selvom du bruger chats og værktøjer, som er private, passwords-beskyttede eller særligt tilpassede til din uddannelsesinstitution.

Tekst & Node arbejder i øjeblikket på, hvordan vi kan inkludere AI-brug i vores aftaler. Der er pt. givet mandater til at indlede forhandlinger omkring kopiering i AI-værktøjer. Læs mere her. Indtil en løsning er på plads, så skal du selv henvende dig til forfattere og udgivere til et konkret materiale for at få tilladelse, hvis du har brug for at inkludere ophavsretligt beskyttet materiale i dine prompts til en AI-tjeneste.

Vil du vide mere om kopiaftalen?

Har du spørgsmål til, hvad du kan med kopiaftalen, så kontakt aftalekonsulent Hanne Glud Konradsen på tlf.: 35441494 eller mail: [email protected].

Du kan også læse mere om kopiaftalen på tekstognode.dk.

Skal du afspille musik i din undervisning, kan du finde svar på de mest stillede spørgsmål omkring musikbrug herunder. Læs mere hos Copydan AVU-medier og Koda.

Musikaftalen

Skaber man digitale kopier af et stykke indspillet musik i undervisningssammenhæng, kræver det en aftale med dem, der har lavet musikken. Digital kopiering er det, der sker, hver gang man gemmer, downloader, deler eller på anden måde skaber en kopi af et stykke musik.

Musikaftalen fra Copydan AVU-medier sikrer, at I på jeres skole forholder jer juridisk korrekt i forhold til rettighederne hos de kreative kræfter ophavspersoner eller kunstnere, som står bag musikken, når I bruger kopier af musik i jeres undervisning.

Det får I med Musikaftalen
Musikaftalen fra Copydan AVU-medier giver blandt andet rettigheder til, at du og eleverne kan indsætte ophavsretligt beskyttet musik i præsentationer og fremlæggelser og bruge det i læringsøjemed samt uploade optagelser, hvori der indgår indspillet musik på skolens egne interne kanaler (fx Aula) eller til ansatte eller elever på skolen som led i læringsmæssig formidling.

Læs mere om alle mulighederne med Musikaftalen her.

Hvis I har spørgsmål til Musikaftalen, kan I kontakte Copydan AVU-medier på  39 14 15 03 eller [email protected].

Må jeg bruge musik, der er gratis og lovlig adgang til, fra fx YouTube, Soundcloud eller Spotify i min klasse?

Ja, du må gerne afspille musik i din klasse, da forholdet mellem dig og dine elever normalt betragtes som en personlig relation, og det derfor ikke udgør en offentlig fremførelse. Men, hvis der fx er andre elever eller lærere til stede, eller hvis musikken afspilles uden for klassen, er situationen anderledes, og der er nogle regler, der skal overholdes. I de situationer anbefaler vi, at du sikrer dig, at skolen har indgået de nødvendige aftaler med fx Copydan eller Koda. I alle tilfælde skal du også sikre dig, at du overholder musiktjenestens abonnementsvilkår.

Må jeg kopiere gratis musik til brug i undervisningen?

Når lærere og elever kopierer eller optager musik til brug i fremlæggelser og præsentationer og det fx også deles på skærme, skolens intranet o.l., så skal skolen have en aftale med Copydan AVU-medier (Musikaftalen). Det er vigtigt at sikre, at musikken kommer fra en lovlig tjeneste eller platform. Det kaldes ”kravet om lovligt forlæg”.

Må jeg bruge musik i klassen, der afspilles fra et betalt abonnement?

Ophavsretsloven gør ingen forskel på, om musikken kommer fra et betalt abonnement eller ej, men du skal overholde de betingelser, der følger med abonnementet. Når lærere og elever kopierer eller optager musik til brug i fremlæggelser og præsentationer og det fx også deles på skærme, skolens intranet o.l., så skal skolen have en aftale med Copydan AVU-medier (Musikaftalen). Du kan i undervisningen, også uden for klassen, afspille lovligt tilgængeliggjorte musikvideoer fra YouTube, hvis skolen er tilsluttet den generelle TVIS-aftale med Copydan AVU-medier.

Gælder det samme for kopiering af musik fra et betalt abonnement?

Ja, når lærere og elever kopierer eller optager musik til brug i fremlæggelser og præsentationer og det fx også deles på skærme, skolens intranet o.l., så skal skolen have en aftale med Copydan AVU-medier (Musikaftalen). Hvis du kopierer musik fra en musiktjeneste, skal du i alle tilfælde respektere de vilkår, der følger af abonnementet, fx at musikken ikke må bruges i undervisningen. Derudover skal du sikre, at musikken kommer fra en lovlig tjeneste eller platform. Det kaldes ”kravet om lovligt forlæg”.

Må vi anvende musik på skolen, uden at det har et undervisningsformål?

Hvis man uden for klassen vil spille musik på skolen, kræver det, at skolen har indgået en særskilt aftale med Koda, når musikbrugen ikke indgår i undervisningen. Det kan fx være, hvis der afspilles såkaldt baggrundsmusik på gangarealer, i klasselokaler, kantiner m.v. Eller hvis der fx afvikles livemusik ved koncerter og afholdes fester med enten dj/diskotek eller band.

Lovlig brug af billeder i undervisningen baserer sig på ”Vilkår for undervisningsaftaler fra VISDA

Hvad dækker VISDA-licensen?

VISDA-licensen dækker alle billeder fra internettet fx fundet via søgemaskiner som Google, som lærere og elever bruger i opgaver og afleveringer – både på skolen og derhjemme.

Altså alle de billeder, som hver dag bliver brugt på tusindvis af forskellige måder på alle landets undervisningsinstitutioner – både fysisk og digitalt og lige fra 0. klasse til universitetet:

  • Opgaver.
  • Forberedelse og lektier – både på skolen og derhjemme.
  • Præsentationer.
  • Deling med elever og lærere.
  • Deling med andre undervisningsinstitutioner.
  • Plancher og collager.
  • På platforme som Skoletube og de værktøjer, du finder der.
  • Og meget mere…

Med VISDA-licensen bruger skolen billeder lovligt
VISDA-licensen sikrer, at ophavsretsloven overholdes når lærere og elever bruger billeder i undervisningen. Skolen kan derfor ikke blive mødt med juridiske krav fra enkelte fotografer, tegnere eller andre billedskabere for brug af billeder i undervisningen.

Er der noget, man skal være opmærksom på?

  • Hvis man bruger billeder fra særlige abonnementsservices bag betalingsmure, skal man overholde deres vilkår.
  • Hvis man vil lægge billeder på skolens offentlige hjemmeside eller skolens sociale medier er brugen ikke dækket af VISDA-licensen. Fordi der her er tale om offentlige kanaler og ikke om billedbrug i undervisningssammenhænge. En sådan offentlig brug kræver et særskilt samtykke fra billedskaberen.
  • Deling af billeder med andre undervisningsinstitutioner kræver, at begge parter har en VISDA-licens.

Video fra Birkerød Skole af Kim Vadskær

Hvis I har spørgsmål til VISDA-licensen, kan I kontakte VISDA på 31 40 60 00.

Du kan også læse mere om VISDA-licensen på VISDA.dk.

Vil du vide mere?

Herunder har vi samlet en række gode introduktioner og gennemgange af, hvordan du må bruge de forskellige indholdstyper som bøger, musik, film, billeder m.m. i undervisningen 

VISDA →

VISDA er forvaltningsorganisationen på billedområdet i Danmark og etableret i 1986. VISDA er udpeget af Kulturministeriet i henhold til ophavsretslovens § 50 til at forvalte rettigheder på vegne af alle billedskabere. VISDA drives på baggrund af loven om kollektiv forvaltning af ophavsret. De penge, som VISDA modtager, bliver fordelt tilbage til billedskaberne.
Læs mere på Undervisning – VISDA.

Koda →

Koda er en musikrettighedsorganisation, som har mere end 51.000 medlemmer bestående af komponister, sangskrivere og musikforlag. 

Hvis man på en skole bruger musik, fx i forbindelse med koncerter og når musikbrugen ikke indgår i undervisningen, skal i have en musiklicens fra Koda.
Læs mere på Koda.dk

Tekst og Node →

Tekst & Node indgår kopiaftaler og forvalter tekstrettigheder. Med kopiaftalen er det muligt at bruge tekster og noder i undervisningen. Hos Tekst & Node kan du blive klogere på kopiaftalen og reglerne for kopiering af andres tekster og noder i forbindelse med undervisningen.

Kulturministeriet →

På kulturministeriets hjemmeside kan du få mere viden om ophavsret og finde information om lovligt og sikkert kulturforbrug.

Copydan AVU →

Copydan AVU-medier tilbyder aftaler, der giver rettighederne til at bruge tv, film og musik i undervisningen på grundskoler, ungdomsuddannelser mv.

De fleste skoler har tre aftaler for at være dækket rettighedsmæssigt for brugen af tv, film, streaming og musik: TVIS-aftalen, Spillefilmaftalen og musikaftalen

Du kan læse mere om aftalerne her.

Ophavsret for undervisere →

Kompendiet kan anvendes af både lærerstuderende og folkeskolelærere til at få basal viden om ophavsret og hvilke muligheder, det danske aftalelicenssystem giver, hvis man ønsker at vise audiovisuelt indhold i undervisningen.